Sm? ord har stor betydning i retssager
Vi har set dem p? film og i tv-serier. Retsmedicineren, der skal fastsl? d?ds?rsagen eller d?dstidspunktet for den myrdede, eller sprogforskeren, der skal afgive vidneforklaring om, hvor sandsynligt det er, at selvmordsbrevet faktisk er skrevet af den afd?de.
Men hvad betyder den m?de, der bliver talt p? inde i selve retssalen for udfaldet af en sag?
Det er dette sp?rgsm?l, der driver forskeren Sune S?nderberg Mortensen, som er adjunkt i dansk ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab p? RUC. Han forsker i den m?de, som anklager, forsvarer, dommer og vidner taler p? i danske retssager – og hvilken betydning det kan have for forl?bet og udfaldet af retssagerne. Konkret har han i et af sine projekter kigget n?rmere p? det, man kalder epistemisk positionering, dvs. sproglige sikkerheds- og usikkerhedsmarkeringer. Han forklarer:
?Man kan f.eks. sige: ”Hun kom cyklende i h?jre side af landevejen.” Da har man bare sagt noget uden at give det en eksplicit sikkerheds- eller usikkerhedsmarkering. S? kan man sige: ”Hun kom helt bestemt cyklende i h?jre side af landevejen.” Eller man kan sige: ”Hun kom vist nok cyklende i h?jre side af landevejen”?.
Sune S?nderberg Mortensen fort?ller, at der har v?ret en tradition for at antage, at hvis man f.eks. siger ?helt bestemt?, s? er det et udtryk for st?rre sikkerhed, end hvis man siger ?vist nok? eller ?s? vidt jeg ved?. Men s? enkelt er det ikke altid, p?peger han:
?N?r man som afsender har et behov for at sige noget som ”helt bestemt”, s? er det m?ske fordi, at der er nogen, der kunne forvente, at man ikke er helt sikker p? det.?
Han refererer til et citat fra den ber?mte, engelske lingvist Michael Halliday: ?You only say you’re certain when you’re not?.
?Der er som regel en grund til, at man f?ler behov for at udtrykke, at det her er ikke bare noget, jeg siger, det er noget, jeg er sikker p?. Man kan g?re det, hvis man har en forestilling om, at nogen kunne v?re uenig med en. Det kan ogs? v?re, fordi man faktisk ikke er helt s? sikker, s? det er en slags projicering af ens egen usikkerhed,? forklarer han.
?Jo? – den lille sikkerhedsmarkering
Sune S?nderberg Mortensen t?nder for en lydoptagelse, han har liggende p? sin computer. Optagelsen er fra en retssag i Retten p? Frederiksberg, hvor en mand er tiltalt for at have overfaldet en parkeringsvagt i forbindelse med, at p-vagten udsteder en parkeringsb?de til ham. P-vagten og den tiltalte har to helt forskellige versioner af, hvad der er foreg?et. Den tiltalte mener, at p-vagten startede med at v?re voldelig, og at han selv – den tiltalte – ved et uheld kom til at give p-vagten et slag, da han ville rive sin arm fri. P-vagten derimod fort?ller, at han talte stille og roligt med den tiltalte, som pludselig slog ham i ansigtet.
Sune S?nderberg Mortensen har i sin sproganalyse sammenlignet parkeringsvagtens forklaring - alts? det p?st?ede offer - med forklaringen fra vidnet, der taler den tiltaltes sag. P-vagten virker meget skr?sikker, p?peger Sune S?nderberg Mortensen og fort?ller, at der is?r er ét ord, han bruger hele tiden – nemlig ordet ’jo’, som dybest set betyder ’’det vil du ikke v?re uenig med mig i”, forklarer Sune S?nderberg Mortensen:
?Vi siger ofte ”jo”, n?r vi antager, at modtageren i forvejen er klar over det, vi siger. Eller n?r man blot foruds?tter, at det her er noget, jeg ikke vil blive modsagt i.?
Sammen med sin kollega Janus Mortensen har han optalt, bl.a. hvor mange gange p-vagten bruger ordet ”jo” under sin vidneforklaring: i alt 73 gange, svarende til over 1/3 af alle hans sikkerheds- og usikkerhedsmark?rer – og det er p?faldende, forklarer forskeren. P-vagten bruger generelt mange sikkerhedsmark?rer, og i stort set alle tilf?lde, hvor han fort?ller om vigtige situationer, bruger han sikkerhedsmark?rer snarere end usikkerhedsmark?rer eller umodificerede udsagn.
Sune S?nderberg Mortensen t?nder igen for lydoptagelsen, hvor p-vagten taler:
?Som du kan h?re, s? kommer ’jo’erne’ ind ret mange steder. Ogs? der, hvor hans udsagn ikke er s? selvf?lgelige eller ukontroversielle, som brugen af ”jo” foruds?tter.?
?jenvidnet, der skal fremme den tiltaltes sag, har derimod en mere balanceret brug af sikkerheds- og usikkerhedsmark?rer, fort?ller Sune S?nderberg Mortensen:
?Det fremst?r s?dan, at der hvor ?jenvidnet er sikker, der modificerer han ikke sine udsagn – og det er blandt andet tilf?ldet, n?r han taler om de helt centrale aspekter af sagen,? p?peger Sune Mortensen og tilf?jer samtidig, at sprogbrug kan virke socialt stemplende.
?F.eks. kan overdreven gentagelse af enkelte ord eller typer af ord i nogles ?rer t?nkes at signalere lavstatus, hvilket igen kan p?virke trov?rdigheden – ikke mindst hvis man er p-vagt og m?ske allerede fra start har nogle fordomme imod sig,? siger forskeren.
Den tiltalte ender med at blive frikendt, uden at der er opn?et enighed blandt dommerne, dvs. p? baggrund af en afstemning , og her kan p-vagtens sprogbrug have spillet en v?sentlig rolle, p?peger Sune Mortensen. Han kan ganske enkelt have virket mindre trov?rdig eller mindre sympatisk end modpartens vidne.
S?rlig dansk retskultur
Aktuelt er Sune S?nderberg Mortensen i gang med at unders?ge dansk retssalsinteraktion i kontrast til retssalsinteraktion i andre lande. I Danmark er der ikke lavet sprogvidenskabelige studier af denne art f?r, og den forskning, der findes i USA og England, besk?ftiger sig ofte med de mest alvorlige og spektakul?re retssager. Men hvilket billede tegner sig, n?r man ser p? helt almindelige dagligdagsretssager?
?Mine forel?bige observationer viser, at dagligdagsretssager i Cardiff og New York ser helt anderledes ud end i Danmark - de har en meget konfrontatorisk, intimiderende og magtrealiserende m?de at tale til is?r vidnerne og de tiltalte p?. Der bliver ikke lagt fingre imellem,? fort?ller Sune S?nderberg Mortensen.
Omgangsformen i danske retssager er derimod pr?get af afslappet h?flighed. F.eks. indikerer afh?reren typisk, at vedkommende har h?rt vidnets svar ved at sige ?mm?, ?okay?, ?ja? eller lignende.
Og kender man ikke de implicitte spilleregler i retssalen, kan det f? konsekvenser, understreger forskeren.
Der findes studier af, hvordan aboriginere i Australien er kommet i problemer under retssager, fordi de har en helt anden m?de at tale p? og forst? mange begreber p?.
?Forskningen viser, at der bliver foretaget retsovergreb p? aboriginere; deres udsagn bliver ganske enkelt ikke taget for gode varer,? fort?ller Sune S?nderberg Mortensen.
I Danmark har vi ligesom i USA og England en anklager og en forsvarer, der freml?gger hver sin side af sagen. Men interaktionen i danske retssager b?rer i h?jere grad pr?g af et f?lles ideal om at n? frem til, hvad der faktisk er sket i sagen, forklarer Sune S?nderberg Mortensen. Der er et klart ’vi’, som omfatter retten og retssamfundet som helhed – og dette ’vi’ har det med at tr?de i baggrunden i de angelsaksiske retssale. Her dyrker man mere eksplicit konflikten mellem de forskellige versioner af et h?ndelsesforl?b – og kampen om at skade modpartens trov?rdighed kan v?re kompromisl?s og meget personrettet.
?Fordi vi i Danmark i h?jere grad dyrker idealet om, at retten i f?llesskab skal n? frem til en sandhed, s? er det ogs? problematisk, hvis en anklager kommer til at fremture for h?rdt med en p?stand, hvilket omvendt var helt legitimt i f.eks. Oscar Pistorius-retssagen i Sydafrika, hvor OL-handicap-atleten var sigtet for drabet p? sin k?reste,? p?peger Sune S?nderberg Mortensen:
?Anklageren ville komme til at virke forudindtaget, og det kan sv?kke hans sag, fordi Anklagemyndigheden i Danmark skal v?re objektiv. Selvom Anklagemyndigheden er part i sagen, er den – om end det kan virke paradoksalt - i princippet forpligtet til at freml?gge alt i en sag, ogs? elementer der kan sv?kke sagen.?
Sune S?nderberg Mortensen tager et eksempel frem fra sin undervisning. Det handler om den medieomtalte, danske retssag fra 2010, hvor en mand - Ronny - er tiltalt for med fors?t at have dr?bt sin ven med et samuraisv?rd. Den tiltalte har p? forh?nd erkendt, at han har dr?bt vennen, s? dommerne skal alene afg?re, om der er tale om et uheld – uagtsomt manddrab – eller fors?tlig vold med d?den til f?lge, som vil resultere i en strengere straf.
Sune S?nderberg Mortensen l?ser op fra anklagerens afsluttende tale, hvor anklageren giver udtryk for at have sympati for Ronny og p? den m?de fremstiller sig selv som empatisk og balanceret i sin tilgang til sagen:
?Jeg har m?dt Ronny over de her tre dage i retten, og jeg har f?et indtryk af en sympatisk fyr. En mand der er sin vens ven, ogs? n?r denne ven gang p? gang opf?rer sig t?beligt.?
?Men s? sker der noget, hvor anklageren undergraver det balancerede billede af sig selv,? p?peger sprogforskeren og l?ser videre:
?Vi har Ronnys forklaring om, at der var tale om et uheld. Sp?rgsm?let er, om vi kan forkaste denne forklaring som utrov?rdig eller usandsynlig. Det mener jeg godt, at vi kan.?
?Hans m?de at formulere sit og rettens udgangspunkt p? er interessant. Hvis man k?ber hans foruds?tning om, at der kun er ét sp?rgsm?l, er sp?rgsm?let vel snarere, om vi kan godtage den tiltaltes forklaring – hvilket anklageren s? kunne argumentere imod. Naturligvis er han interesseret i at f? medhold i sin anklage, men han skal stadig forholde sig objektivt – og n?r han udtrykker interesse alene i muligheden for at forkaste forklaringen, kommer han til at fremst? forudindtaget. Oven i k?bet foruds?tter han med sit ’vi’, at retten deler hans perspektiv – men det g?r retten ikke: Den har til opgave objektivt at unders?ge, om Ronnys forklaring holder vand – ikke om den kan forkastes. Det hedder jo, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist,? p?peger forskeren.
Ronny ender med at blive frikendt for vold med d?den til f?lge. Som det lyder fra anklageren til pressen efter afg?relsen:
?Kun de to m?nd var til stede, og retten kunne ikke tilbagevise den tiltaltes forklaring om, at det var et uheld.?
Sune S?nderberg Mortensen p?peger, at anklagerens sprogbrug godt kan have p?virket udfaldet af dommen:
?Nu ved vi jo ikke pr?cis, hvad der afgjorde sagen, men anklageren har i hvert fald med sin retorik ikke form?et at overbevise dommerne. Og her kan den sproglige analyse bl.a. pege p? et vederh?ftighedsproblem: Hans fremstilling af sig selv som balanceret og n?gtern virker ikke trov?rdig og har m?ske bidraget til at s? tvivl om andre dele af hans sagsfremstilling.?
Sune S?nderberg Mortensen, adjunkt i dansk p? Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab. Underviser p? faget Dansk og p? Den Humanistiske tt备用网址uddannelse, bl.a. i kurserne Tekst & Tegn og Diskursanalyse & Sprog.
Fakta
Dialogpartikler
’Jo’ er en dialogpartikel, ligesom f.eks. ’nu’, ’da’, ’vel’ og ’nok’. Det er alle sm? ord, man bruger til at indikere de pragmatiske foruds?tninger for samtalen.
Eksempel:
Det kan jeg da ikke?. Det indikerer, at der er et modsynspunkt, f.eks.: Du har sagt, at jeg kan – og har de samme foruds?tninger for at vide, at jeg ikke kan.
Vigtigt demokratiprojekt
Danske retssager bliver i mods?tning til i f.eks. USA meget sj?ldent filmet og gjort tilg?ngelige uden for retssalen. Derfor er optagelserne fra Retten p? Frederiksberg guld v?rd for Sune S?nderberg Mortensen som forsker – og offentligheden i det hele taget, p?peger han:
?P? den m?de er det her ogs? et demokratiprojekt. For retten skal v?re for alle. Men de f?rreste kommer ind og ser, hvad der foreg?r i retssalene,? siger Sune S?nderberg Mortensen.
Desuden er retssystemet en af grundpillerne i vores samfund og i h?j grad med til at definere, hvem vi er:
?M?den vi afg?r p?, hvad der er retf?rdigt, er kulturelt rodf?stet. S? dette er ogs? et etnografisk studie, som handler om, hvordan vi laver - og taler om- retf?rdighed.?
?Der er forsket s? meget i interaktion i andre kontekster – f.eks. interaktion p? arbejdspladsen og ved middagsbordet. Men i Danmark er der n?sten ikke forsket i sprogbrugen i retssager, og det er underligt, fordi retssager er en s? central institution i vores samfund.
Unders?gelsen, hvor p-vagten indg?r, er udgivet med titlen ’Epistemic stance in courtroom interaction’ som bidrag i antologien Pragmatics and Law: Practical and Theoretical Perspectives, Springer, 2017.